Danmarksmesterskaberne i Fritflyvning.
Skjern Enge
Lørdag den 11. september og søndag den 12. september 2010
I dagene op til årets danmarksmesterskab i fritflyvning, lovede DMI både blæst og regn, hvilket nok afholdt en del deltagere i at stille op på Skjern Enge, der jo ikke just er kendt for sine milde vinde.
DMI's forudsigelser holdt da også stik, og da "dagen" oprandt, var der således kun 11 fritflyvere der trodsede vejrguderne.
Konkurrencen var sat til at starte lørdag kl. 12, men på grund af kraftig blæst besluttede konkurrenceledelsen i samråd med deltagerne at udsætte starten, og fortrække til Amagerskolens varme aula, for at starte den klassiske fritflyverdiciplin: at fortælle røverhistorier fra gamle dage, hvor solen altid skinnede og gik i korte bukser.
Ved tretiden (om eftermiddagen) blev der gjort et nyt forsøg på at få sat konkurrencen i gang, og efter vi i nogen tid havde stået og skuttet os, åbnede undertegnede ballet ved at trække en model op. Vinden var ca. 6 m/s og det kunne godt lade sig gøre at cirkle med lidt forsigtighed. Skjern Enge udmærker sig jo ved, at der ikke er mange træer og ingen nævneværdig turbulens.
Da 1.periode startede var vindhastigheden øget til 7 m/s og kun undertegnede, Lars Buch Jensen og Jens Peter Larsen turde tage F1A modellerne frem, medens Jens B. Kristensen og Bjarne Jørgensen vovede sig ud i F1B. Jeg vurderede, at det var sikrest ikke at cirkle rundt, men "ved jorden at blive" og prøve at finde en stille periode, hvor man kunne forrette en "stående afhøvling". Planen lykkedes, men desværre var der ikke termik. Modellen fløj ca. 2 minutter, hvilket efter de øvrige deltagere i F1A havde gennemført deres starter, skulle vise sig at være periodens bedste tid. I F1B var max-tiden sat til 120 sekunder og Bjarne Jørgensen var så uheldig at få noteret tiden 1 minut 59 sekunder og 7- hundrededele, hvilket jo i h.t. reglerne skal rundes ned til nærmeste antal hele sekunder, altså 119; et sekund under max. Udover at Bjarne droppede yderligere 3 sekunder i sidste periode, fløj de to F1B'ere maxer i alle lørdagens 4 starter.
Værre så det ud i F1A, hvor man skulle helt frem til 3. periode før Lars Buch Jensen, ved et svineheld, fik plottet dagens første max ind. Forud var gået en ørkenvandring i dårlige udløsninger, rygflyvning, katastrofebunt og dilettanteri. Lars Buch Jensen havde bl.a. glæde af at gøre brug af sit nyerhvervede Radio DT-system, da modellen efter en utilsigtet udløsning, bundtede helt om og fløj rygflyvning, hvorefter Lars RC-DT-ede den, så den landede på 12 sekunder. 20-sekundersreglen giver jo omflyvning hvis modellen lander inden 20 sekunder, men lander den som følge at udløsning af DT-funktionen, bortfalder retten til omflyvning.
Lørdagen sluttede med en komfortabel føring til undertegnede, og i F1B var Jens et mulehår foran Bjarne.
Om aftenen var der arrangeret fælles spisning på den lokale Pizzabar, og senere genoptog vi eftermiddagens "tour de force" i røverhistorier. Verdenssituationen blev også vendt, og det er igen forbløffende at konstatere, hvor klog man bliver af et glas rødvin eller 7.
Søndag morgen fik vi en gave af vejrguderne. Vejret var smukt, ganske svag vind og sol. Perfekt flyvevejr. Dette lokkede også Ole og Jakob Vestergaard til at tage modellerne op af kassen. Ole fløj om søndagen en perfekt række af sikre maxer og Jakob, der debuterede som "bunt-flyver", viste også rigtig gode takter.
Peter Buchvald og Tom Oxager var taget til Skjern for bl.a. at trimme deres F1Q, model. De fik taget rigtig mange gode starter med den, og kan efterhånden styre den når motortiden begrænses til 10 sekunder. De når langt op over F1A-højde, og jeg tør slet ikke tænke på hvor højt de kan nå, hvis de engang kan udnytte hele motortiden på 25 sekunder.
Peter Buchvald fremviste også sin geniale ShuttleMount ver. 2.1, som er en elegant og simpel afløser af det komplicerede hjul/wire/vippearm-system der er det fremherskende system på bunt-modeller i dag. Peters system kan laves hjemme på køkkenbordet med et aluminiumsrør, en fjeder og en bøjet papirclips (i bedste Olsen-banden-stil) og er en af den type ideer der - når man ser den - virkelig får sat tanker om innovation i perspektiv.
Danmarksmesterskabet i fritflyvning sluttede med en komfortabel sejr til undertegnede i F1A, og i løbet af søndagen øgede Jens "mulehårsføringen" i F1B til en sikker sejr. Det var dejligt at se at Jens, efter en lang stilstandsperiode, langsomt men sikkert fik styr på modellerne igen.
Forventningerne til årets Danmarksmesterskab var p.g.a. den dårlige vejrudsigt, skruet voldsomt ned, men alt i alt kan man med rette sige, at det blev vendt til en god og positiv oplevelse. Skjern Enge er en fantastisk flyveplads, Amagerskolen er gode indkvarteringsfaciliteter og Skjerns Pizzaer er som lavet hjemme i Italien. Ærgerligt at ikke flere bød vejrguderne trods.
Leif Nielsen
Danmarksmester i F1A 2010